Tilfældige forbandter

 

Hvad sker der, hvis man blot lader skemaet med et fast forbandt ligge, og i stedet lader tilfældet råde. Man murer for eksempel løbere eller kopper ind med lige stor sandsynlighed. For hver gang der lægges en ny sten, er der lige stor sandsynlighed for, at det bliver en kop som en løber.

 

Det at være tilfældig i sit valg af mursten er nemmere sagt end gjort. Jeg gad nok se den murer, der kunne klare dette. Hvis man har lagt en række kopper, så stiger presset mod at vælge en løber næste gang, presset stiger jo flere kopper man har fået lagt.

Men tilfældighed har ingen hukommelse, uanset hvor mange kopper man har lagt, så skal den næste sten stadig væk være et fifty-fifty valg mellem kop og løber. Skal det være tilfældigt, så må man bede mureren om at kaste en terning for hver sten og vælge en kop hvis det bliver 1, 2, 3, og vælge en løber hvis det bliver 4, 5, 6, hvilket naturligvis ville forsinke processen. (Alternativt kunne man forsyne ham med en tilfældighedsgenerator, der siger blip i hans øresnegl når han skal vælge en kop og blop når han skal vælge en løber.)

 

Hvordan ville det se ud. Overraskende er det måske nok, at dette ville forstærke murens strukturelle virkning markant. De traditionelle forbandter er på sin vis fredelige i al deres regelbundethed, de giver muren et fast mønster, der ikke larmer for meget.

 

 

 

Her er et eksempel på en mur, hvor kop og løber en valgt med lige stor sandsynlighed. Netop på grund af tilfældigheden, vil løbere og kopper samle sig i områder med en masse forskellige mønstre som resultat.

 

 

 

 

 

Her er et eksempel på en mur hvor kopperne kun er valgt i hvert tredje tilfælde. Resultat, en mur hvor mønstrene generelt er noget længere , hvilket kommer af, at figurafslutningerne dannes af kopper, som der nu er lidt færre af.

 

 

 

 

.

Her er et konkret eksempel, en bygning på Søndre Skole i Hobro. Ca. 1/5 af murstenene er kopper, hvilket skulle give meget lange mønstre, men næppe den diagonalstruktur der præger muren, og kopperne er for regelmæssigt spredt ud.

Så her har murermesteren med stor sandsynlighed selv været på spil og forsøgt sig som tilfældighedsgenerator. Der har været mennesker involveret, og det er det naturligvis ikke blevet ringere af, men man kan se det, det er ikke “rigtig” tilfældighed.

 

 

 

 

Tilfældigt forbandt, kaldes også for vildt forbandt, hvilket er temmelig sigende.